a

Velkommen til Gråskov Yoga. Brug gerne menuen i toppen af siden eller søg nedenfor.

 

0
  • No products in the cart.

Blog

Velkommen til Gråskov Yoga

Velkommen til min blog. Jeg er glad for, at du har fundet din vej herind.

Jeg hedder Sarah, og jeg driver Gråskov Yoga.

Jeg har aldrig opfattet mig selv som en blogger. Og alligevel har jeg nu en blog. Jeg har til tider noget på hjertet. Noget jeg gerne vil dele.  Og har ikke fundet det gode sted at få afløb fra det. Et sted at dele det inderste af mit inderste. Indtil jeg indså, at jeg jo bare skal skrive. Og dele. Så derfor er denne blog nu blevet til. Jeg håber, du vil læse med, kommentere og deltage på den måde, du har lyst til.

Jeg kommer til at skrive om livet. Med dets op og nedture. Om at være til stede i nuet, og hvordan jeg selv kommer tættere på det famøse ”nu”. Om yoga. Og yogafilosofi. Og yoga mod stress. Åh, bare yoga. Ja. Og mindfulness. Om at opholde sig i naturen. Og være i større kontakt med sig selv, i naturen. Og energi og reiki. Kropsterapi og åndedrættet. At tage livet ind. Og alt muligt andet, jeg får lyst til at dele med dig. Jeg lover, det bliver en rejse – for mig – at dele. Og jeg håber, du vil med på rejsen.

Jeg kommer ikke til at dele helsetips eller opskrifter. Der er masser af inspiration derude allerede og andre, som er smadderdygtige til netop det. Jeg inviterer til en nærværsoplevelse. Hvor vi sanser sammen. Og deler. Og er til stede i dette liv, lige som det, nu og her.

Jeg lever langsomt. Og jeg skriver langsomt. Du får derfor ikke et nyt blogindlæg om ugen. Jeg skriver, når jeg har energien, lysten og noget på hjerte. Jeg har ikke en forkromet plan. Det skal komme fra hjertet. Når hjertet har noget på hjerte.

Hvem er så denne kvinde med noget på hjerte…?

Jeg er 34 år gammel og bor i Odense med min kat Bent (den lille skidespræller). Jeg er certificeret yogalærer, reiki healer, naturterapeut og under uddannelse som Totum kropsterapeut.

Jeg har brugt de sidste 7 år på at hele mig selv. Det var som om, at 2014 var det wakeup-call, jeg havde brug for, og siden da har jeg skrællet lag efter lag af mig, hvor jeg har set på mine tanke-, følelses- og reaktionsmønstre igen og igen. Det er en kontinuerlig rejse. At skabe bevidsthed. Og bevidsthed forpligter. Hver gang jeg opnår ny bevidsthed på min egen væren og eksistens, kan jeg ikke bare ignorere den bevidsthed. Jeg må handle. Og det har jeg gjort. Og gør.

Jeg går kontinuerligt i terapi og mediterer dagligt. Begge dele er for mig essentielle dele af at leve et liv i balance. Jeg elsker at lade mig inspirere og høre, hvordan andre finder balance i deres liv. Jeg er evigt studerende og er altid villig til at blive klogere på mig selv og livet. Sikke en gave livet er. Jeg forsøger at leve det så autentisk som muligt. Fra hjertet og ud.

Her til sidst i dette første blogopslag vil jeg blot takke dig, fordi du læser med. Jeg er oprigtigt glad for, at du er her.

Kærligst

Sarah

 

No Comments

Leave a reply