Stressfri i naturen – et gruppeforløb til dig der oplever stress
Oplever du at have svært ved at holde stressen for døren? Så er dette gruppeforløb baseret på naturterapi måske noget for dig.
Undersøgelser viser, at bare 20 minutters ophold i naturen kan være med til at sænke stress. Der sker simpelthen det, at hormonet kortisol falder, og det kan mærkes i kroppen som en større ro og fred. Derudover styrker ophold i naturen evnen til at reflektere og se ting i sammenhæng. Hjernen fortolker simpelthen nemmere, når den har udsigt til eller opholder sig i naturen. Det er godt for et stresset nervesystem, som hurtigt bliver overstimuleret.
I naturterapien arbejder vi sanseligt og symbolsk med din stressproblematik. Der ikke noget quick-fix, men vejen mod at forstå dig selv kan være netop de trædesten, du har brug for for at skabe det gode, autentiske og kærlige liv – på din måde. Og ikke mindst: stressfrit.
Om gruppeforløbet
Vi mødes 4 gange af 2 timers varighed. Der vil være forskellige temaer for hver mødegang. Temaerne vil være tilrettelagt, således at du får mulighed for at få dæmpet dit stressniveau og skabt bevidsthed på din stressproblematik. Dette gør vi både gennem det store symbolrige, naturen byder på, ved at aktivere sanserne, ved at være i stilhed og meget mere. Vi vil også kigge på dine ressourcer, så du mærker at du selv har svarene og ressourcerne til at holde stress for døren – også når dette forløb er afsluttet.
Om mig
Jeg hedder Sarah Gråskov, og jeg er certificeret naturterapeut fra Human Education Group. Og vigtigst af alt: så elsker jeg at opholde mig i naturen. Og hvorfor så det? Jo, jeg mærker gang på gang, at mit nervesystem falder til ro, når jeg opholder mig i naturen, og jeg får en følelse af at høre til. Sådan en helt grundlæggende tilhørsfølelse, helt nede på celleplan. Derudover mærker jeg hvordan min evne til at betragte mig selv og mine problemer altid bliver bedre. Jeg får simpelthen iltet mit system og får nye indsigter. Bare. Ved. At. Opholde. Mig. I. Naturen.
Jeg har selv haft stress tæt inde på livet af flere omgange og kender derfor til den magtesløshed og kropslige træthed, som kan være stressens følgesvend. Naturen har været en helt essentiel del af min vej tilbage til et liv i balance – for mig. Og naturen er stadig en helt indgroet del af mit liv for at bibeholde en balance i livet. En balance i mig.
Hvornår starter næste gruppeforløb?
Jeg kører løbende disse gruppeforløb. Alle gruppeforløb annonceres i min kalender her på hjemmesiden. Tryk på knappen nedenfor, for at se kommende forløb, hvor du samtidig kan tilmelde dig: